Anbringelse udenfor hjemmet er oftere et mareridt end en løsning

Mange anbringelser bygger på flere fejldata og fordomme, end de fleste lige forestiller sig. Jeg skriver her på bloggen lidt om, hvor og hvad jeg ser, der er galt derude. Denne gang tager jeg afsæt i de psykologiske rapporter og undersøgelser, som ofte er en væsentlig del, af disse sager.

Jeg mener, at der er alt for meget tillid og tiltro til de desværre alt for ofte fejl- og fordomsbehæftede psykologiske rapporter og undersøgelser, som børn og unge forvaltningerne bestiller hos faste leverandører, af de svar, som de ønsker.

Forældre og børn dissekeres og problematiseres fuldstændigt uhørt, i disse undersøgelser og rapporter – tillægges diagnoser, sårbarheder og personlighedsbetingede begrænsninger – og der fastholdes meget ofte, et negativt og fastlåst syn, på både barn og forældre. Dette fører meget ofte til, at det besluttes at barnet skal bo et andet sted, eller med andre ord, anbringes udenfor hjemmet/ forblive anbragt udenfor hjemmet.

Alle reaktioner på hhv forvaltningens ageren og tilstedeværelse i familien, og anbringelsen udenfor hjemmet, tilskrives familien og situationen der førte til anbringelsen. De kaskader af sociale udfordringer der følger, ligeså. Familierne oplever et voldsomt traume og må samtidigt erkende, at udsigterne til at deres adskillelse bringes til ophør, synes usandsynligt lange.

Samværet fastsættes til få timer. Det bliver kunstigt. Sorgfulde og følelesestungt. For både forældre og børn. Men det skal de helst ikke vise for meget.

Barnet skal i øvrigt falde til og opnå trivsel i anbringelsen, før der kan overvejes hjemgivelse. Forældreindsatser og handleplaner er ofte mangelfulde eller decideret fraværende. Samtidigt er som minimum dele af anbringelsesgrundlaget, bygget på fordomme og fejldata, som forældre og børn naturligvis har svært ved at ændre eller rette op. Hertil kommer sidst men ikke mindst, disse psykologiske undersøgelser og rapporters ofte dissekerende og deterministiske konklusioner, som tages frem igen og igen.

Det er kort sagt, en umenneskelig svær kamp, disse forældre og børn kastes ud i. De kan klage og feks ifht fejldata og fordomme, gå til Datatilsynet og til psykolognævnet. En proces som i sig selv kan tage hele og halve år. I mellemtiden kører skærsilden, mareridtet de står i, videre og udvikler sig. De er maste, kvaste og max pressede, men skal være stærke som løver, rolige som giraffer og kloge som delfiner, for at have en chance for at vinde kampen 😔

Det er slet, slet ikke OK.

IMG_2367.JPG

1 thoughts on “Anbringelse udenfor hjemmet er oftere et mareridt end en løsning

  1. Jeg er enig med dig langt hen af vejen, men der er også eksempler på at et barn ikke er blevet fjernet og der ved tabt.
    Jeg kender flere eksempler, hvor et barn skulle have været fjernet, men ikke blev det af sparehensyn.
    Vi skal passe på ikke at stire os blind på, at forældrene tarv kommer i første række. Hvorved det bliver på børnenes bekostning.
    Jeg er enig i at forvaltningerne er fordårlige til at vurdere, men det går nok til hver sin side.

    Like

Skriv en kommentar