Pseudofaglighed, DS, autorisation og behovet for en socialreform

Synspunkt af Mette B Valentin

Socialfaglig konsulent. Coach. Støtteperson Tidligere regionsrådsmedlem. Tidligere medlem af HB i dansk socialrådgiverforening. Selvstændig socialrådgiver. Indehaver af Hjerterummet i Faaborg.

Mediernes fortsatte spotlys på de mange fejl, lovbrud og mangler i sager på beskæftigelses, børne og familieområdet, har langt om længe fået socialrådgiverne ud af gemmerne. De tier ikke længere. Men forsvarer sig. Selverkendelse er der til gengæld, beskæmmende lidt af. De syge kulturer, det forråede menneskesyn og den herskende pseudofaglighed, afvises kategorisk. Det findes ikke. Det er ikke problemet, forstår man på debatten.

Socialrådgiverne mener at problemet er hhv ressourcer og lovgivning. I bund og grund har de faktisk ret. Bare på en meget anderledes måde, end den forståelse de ligger for dagen.

Det er i bund og grund, mangel på ressourcer og prioritering af rammer og vilkår for indsatserne, som har ført til status quo. Det er rigtigt nok. Men på vejen – undervejs og lige nu, havde og har vi et ansvar som myndighedsudøvere. Og som faggruppe. Et ansvar for at stå fast. Sige fra. Og holde fast i vores faglighed. I stedet for bare at følge med strømmen og lade os forråde og indoptage en afart af psudofaglighed, som mest af alt bygger på borgerlige fordomme og fokus på overholdelse af bureaukratiske rigide mål og registreringer.

Men for at det kan lykkes, at stå fast på og håndhæve fagligheden,mangler socialrådgiverne ansvar og fagligt handlerum, via en faglig autorisation, og dermed både fagligt og juridisk ansvar i deres virke og for deres faglighed. Akkurat som sygeplejersker, psykologer, advokater, læger og blikkenslagere.

Det vil socialrådgivernes fagforening bekymrende nok, ikke bakke op om. Der argumenteres herfra med, at det vil betyde at alt for mange medlemmer, vil kunne og skulle sorteres fra. Det vil både være dyrt og kunne decimere fagforeningen betragteligt. Fagforeningen formål er således IKKE at håndhæve fagligheden. Og dermed sikre fagets fortsatte legitimitet. Fagforeningens formål er at beskytte medlemmernes løn og ansættelsesvilkår, lyder det. At muligheden og rammerne for at udøve sin faglighed, er en væsentlig del af ansættelsesvilkårerne, er ikke et argument som vinder gehør. I øvrigt taler DS ofte med vores politikere, netværker, kommer med høringssvar og blander sig i debatten, efter for godtbefindende. Det må være godt nok. Synes beskeden at være. Ansvaret for fagligheden i praksis, det vil hverken de eller vores politikere tage på sig. De mener problemet ligger i manglende ressourcer, for lidt magt og bureaukrati.

Det er derfor besnærende nemt, at tillægge borgerne ansvaret. Frasige sig ægtheden af deres beretninger og virkelighedsopfattelse. Og tilmed gøre det til en del af og en legitimering af, systemets syn på borgeren og hvilken hjælp og indsats denne gør eller ikke gør sig fortjent til. Det er sygt. Men desværre ganske reelt. Det sker hver dag, ude i de danske forvaltninger. Og fordi det sociale område er komplekst og præget af skøn, vurderinger og såvel usaglige som faglige udtalelser, som fører til afgørelser, med stor indflydelse på den enkeltes liv, er det svært for psykologer, dommere og politikere i børn og unge udvalg, Ankestyrelsen og retssystemet, at gennemskue hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Samtidigt er der et løbende kontinuerligt samarbejde mellem forvaltningens ansatte,  børn og ungeudvalg, Ankestyrelsen og retssystemet. De deler en borgerlig middelklasseidentitet og et professionelt arbejdsfelt, hvor det er borgerne som er sporadiske brikker på samlebåndene. Det er i høj grad med til, at skabe og cementere en kultur, hvor borgernes ses og behandles fordomsfuldt og i et problemfokuseret lys.

Der hersker oveni alt dette, de fleste steder, en omfattende lokalpolitisk initeret nulfejlskultur. En kultur som betyder, at de ansatte må skyde skylden for fejl og mangler og problemer i en sag, over på borgeren eller andre omstændigheder, som den ansatte ikke har kontrol over, men også blot er er offer for.
Mange steder har den enkelte socialrådgiver, tilmed ingen selvstændig beslutningskompetence. Beslutninger træffes af et lederteam, som aldrig selv møder borgeren. Man bekræfter her som ansat sig selv og hinanden i, at man ikke har noget ansvar for de afgørelser der træffes og i, at borgeren slet ikke ser og forestår sig selv og sagen rigtigt. Man følger og registrerer blot om borgeren. Som man jo skal.

Der udvikles på denne måde, en pseudofaglighed, hvor reelt personlige fordomme og synsninger i uskøn forening med nationale og lokale regler, krav og retningslinjer, samt konkrete vilkår og betingelser, bliver til den virkelighed, og den sagsbehandling, som borgernes mødes med. Det er komplekst, men det er ikke raketvidenskab. I bund og grund opfører socialrådgiverne sig som folket i Kejserens nye klæder. De fortier og forestiller sig og tror selv at kejseren har tøj på. Det er de andre som er dumme. Og som intet forstår. Indtil drengen siger det højt, midt i mængden. Han har ikke noget tøj på, kejseren

På samme måde er vi stadigt flere professionelle i det private, som ser og følger sagerne i det offentlige, som siger det højt: Fagligheden er blevet syg. Det retter hverken mere magt eller flere ressourcer op på. Tværtimod ville det være temmelig kontraproduktivt, at give socialrådgiverne mere magt under de nuværende omstændigheder. Det hjælper heller ikke med mere tid, hvis ikke det rette menneskesyn og de rette faglige kompetencer, den rette professionalisme følger med. Sådan er det.

Problemerne er som beskrevet, omfattende og løsningen er hverken enkel eller ligetil. Den syge faglighed viser forråelsens dybde, langt ind under huden på systemets ansatte. Socialrådgivernes manglende selverkendelse og manglende bevidsthed om den syge faglighed og forråelsen, viser sin egen triste flig af, hvor sygt og deformeret, vores system er blevet.

Det er langt fra nok med lappeløsninger og ny maling på huset længere. Der skal rives ned og bygges op.

Vi har kort sagt, brug for en gennemgribende, tværpolitisk funderet socialreform.

Mette Valentin. 22 Juli 2017.