Til trods for at vi de seneste år, har set adskillige undersøgelser, som påviser fejl i sagsbehandlingen, i op mod 80 % af sagerne – er det mere end almindeligt svært for borgere, at få medhold i indsigelser og klager. Både ifht kommunen – og ankesystemet møder mange borgere en tyk mur af faktaresistens og ansvarsfralæggelse – og det samme sker desværre, når de efter at blive mødt af mur på mur, til sidst, henvender sig til folketingspolitikere og ministre.
Standardbreve påtrykt lovens bogstaver – tilsat en eller flere kommentarer om, at ansvaret ligger et andet sted, udsendes tilsyneladende rutinemæssigt til borgere og deres advokater, når de i desperation henvender sig på øverste sted, fordi ingen vil tage ansvar for de dokumenterbare og forsætlige lovbrud og grove brud på de forvaltningsretlige regler og grundlæggende sagsbehandlingsregler, som de kan påvise.
Det får mig af og til, til at tage min retsplejelov frem og læse i den – for lige at blive (gen) forsikret om, at jeg ikke lever i en bananstat, men i et demokratisk retssamfund.
Ved nærlæsning af retsplejeloven kan det heldigvis konstateres: Ja – Danmark er fortsat en demokratisk retsstat.
Men det er en farlig cocktail af nulfejlskultur og faktaresistens, som er vokset frem i det offentlige. En kultur som har ført til, at mange borgere oplever at blive mødt af og fanget i, et kafkask system, som nedbryder og ødelægger dem – i stedet for det, som er meningen – at støtte og hjælpe til at løse akutte problemer, opnå mest mulig selvforsørgelse, et anstændigt liv og blive/ være en ressource for samfundet, og i sit liv.
Når man ikke vil erkende fejl og problemer – får man nemlig heller ikke lejlighed til at standse op – lære af fejl og blive bedre. Borgerne som oplever, det bliver reelt retsløse, sålænge systemet lukker om sig selv og enten benægter fejl og lovbrud – eller blåstempler dem med “Elastik i metermål paragraffer” gennem anke og retssystemet.
Hvad skal der til, for at bygge bro mellem virkeligheden og virkeligheden – og så vores magthavere??? Hvordan får vi skabt den åbenlyst nødvendige debat om problemerne i det offentlige – herunder ikke mindst det problem, at rigtigt mange ser deres retssikkerhed og rettigheder knægtet og tilsidesat i denne faktaresistente nulfejlskultur, som er vokset frem??
En Socialrådgivers bekendelser 