Følelserne er mange, og skæbnerne smertende og lange – i de grupper og på de sider, på facebook, hvor forældre til anbragte børn, forsøger at støtte og hjælpe hinanden. I disse grupper er der også en del fagprofessionelle og advokater som giver råd til disse forældre. Jeg er som privat socialrådgiver mm, en af dem.
Det er ikke for børn at læse de sider og grupper og at høre og se de skæbner….
Mange skriver om sagsbehandlingsfejl, lovbrud, samarbejdsproblemer, indførelse og fastholdelse af dokumenterbart forkerte oplysninger i sagen – og subjektive negative forestillinger og formodninger, som fastholdes og søges bekræftet. Fraværet af beskrivelse af ressourcer og styrker, er larmende – både børns og forældres egne udsagn betvivles og underkendes i den samlede vurdering – og eksterne undersøgelser, udtalelser, rapporter mm. tillægges generelt enten ingen eller utilstrækkelig vægt. Dette ses dog, som et enkelt lyspunkt, at ændres til det bedre, efterhånden som forvaltningerne i andre sammenhænge, ser og anerkender disse eksterne fagpersoners faglige kunnen og professionelle tilgang til disse eksterne vurderinger og undersøgelser. Men det går for langsomt, og det er kun de familier som har råd til selv at finansiere disse second opinions, som har denne mulighed.
Til gengæld tillægges børnenes og familiens frustrationer, klager, protester og andre reaktioner på systemets behandling af dem, meget stor negativ vægt og bruges som begrundelse for, at konkludere, at man har ret i de fordomme og synsninger som er trådt i stedet for det fagligt funderede og inddragende helhedssyn.
Forældre, børn og de fagpersoner der hjælper dem, oplever tilmed ofte, at blive sanktioneret, intimideret og desauveret, når der klages og gøres indsigelser.
De familier som ikke protesterer og klager over urigtige negative beskrivelser, ulovligheder og ukorrekte fakta, dårlig sagsbehandling mm, opnår desværre ofte, at det bruges som bevis på, at systemets frontpersoner i sagen, har ret i deres fordomme og at forvaltningen gør det rette…
Det er desværre i tråd med hvad jeg ser i ca 70% af de sager, jeg kommer i kontakt med. Mens jeg i de resterende 30% af tilfældene ser vilje til samarbejde, reel faglig helhedsindsats som mål for arbejdet, åbenhed og lydhørhed – samt et konsekvent fagligt fokus på barnets/ den unges bedste.
Men at se det i 7 ud af 10 tilfælde er i sig selv rystende!!!
Der er kort sagt, noget riv rav ruskende galt derude!
Retssikkerheden sejler mere end selv de værste pessimister frygter. Kommunerne, hvor det er værst, står som en struds med hovedet i jorden og forsøger at benægte alt og dække over de fejl og ulovligheder som ligger bag, de skæbner de uretmæssigt har knækket i processen.
De fleste steder tror politikerne – både på borgen – i regioner og kommuner – tilsyneladende blindt på deres ledere og ansatte på gulvet. Pressen er berøringsangst og ankesystemet er handlingslammet i omstruktureringer og uhørt pres – så de blåstempler oftest uden videre, kommunernes afgørelser….selvom advokater mm fremlægger dokumentation på at kommunens afgørelse er forkert,,,
Det er der altså, nødt til at blive gjort noget ved, fra politisk hold. Det kan kun gå for langsomt!
En Socialrådgivers bekendelser 
Jeg bliver så frustreret over at opleve at det ikke kun noget jeg og min søn ( som har et barn i pleje) bliver udsat for.
LikeLike
Ja. Mange tror de må være et særtilfælde – en uheldig undtagelse….desværre er der langt flere sager og tilfælde end “tilfældet” tilsiger… det står klart, at der er store problemer på hele B&U/ Familie området. Der MÅ og SKAL ryddes op!
LikeLike
Det gør sig også tydeligt gældende i Højkonfliktsager om Samvær. Kommunernes indkompetence og uprofessionelle tilgang bliver i stor grad udnyttet af hæmningsløse fædre/advokater i kategorien Stalking By Proxy – Og disse falske OG urigtige bekymringer/indberetninger bliver af afgørende betydning for Børnenes fremtidig liv. Lad os SÅ få ryddet op!!
LikeLike
Ja – der skal ryddes op!
LikeLike